Banankage med chokolade

Har du et par trætte bananer liggende på køkkenbordet, som er lidt for modne og lidt for brune i skrællen til, at du har lyst til at sætte tænderne i dem? Så smid dem endelig ikke ud, men tryl dem om til en lækker banankage, der på kort tid får dit mundvand til at løbe. Banan er den perfekte ingrediens i det søde køkken, der både giver sødme og fylde, og giver kagen en svampet konsistens, der sørger for at kagen ikke bliver tør og kedelig. Og så gør bananer sig også særdeles godt i selskab med mørk chokolade. Så det er bare med at komme i gang!

En klassisk banankage med chokolade går du derfor aldrig galt i byen med. Det er en enkel, nem og hurtig kage at bage, og med kun otte ingredienser kan du på under en time sætte tænderne i en lækker og luftig kage, hvor du oven i købet kan spare lidt på kalorierne. Med nogle overmodne bananer, kan du nemlig snildt komme en mindre mænge sukker i, da bananerne i sig selv er sødmefyldte. Der er heller ingen grænser for, hvad du ellers kan tilføje i kagen. Prøv blandt andet med en håndfuld mandler eller valnødder, riv lidt appelsinskal i, eller hæld et lag mørk chokolade over kagen, så du får en intens mørk chokoladesmag.

Det er nemt og hurtigt at bikse den klassiske banankage sammen, hvad end du skal have den med på farten til kollegerne på arbejdet, eller til når den lille sult melder sig om eftermiddagen. Du kan bage kagen i en bradepande og skære ud i små mundrette stykker, hælde den i en springform og skabe et flot æstetisk udtryk, til når gæsterne kigger forbi, eller lave den som små bananmuffins, som børnene kan hapse i sig.

Får du lyst til kage nu, så skynd dig ud i køkkenet og få en lækker og luftig kage, der bare smager dejligt sammen med en god kop kaffe.